En hilsen fra sognepræst Ruben Fønsbo

En hilsen fra sognepræst Ruben Fønsbo

En hilsen fra sognepræst Ruben Fønsbo

# Nyheder

En hilsen fra sognepræst Ruben Fønsbo

Kære alle

Siden 1. januar har jeg haft den store glæde at være præst i Ulkebøl Sogn. Gennem min tid her har jeg oplevet et åbent og meget imødekommende fællesskab som jeg er kommet til at holde meget af. Jeg har også sat stor pris på samarbejdet med kolleger, menighedsråd, kirkebetjening og provst, og jeg har især været glad for den del af arbejdet der er foregået i Kirkens Korshær. Det er derfor ikke uden vemod at jeg nu forlader Ulkebøl og vender tilbage til Sydslesvig hvor jeg virkede som præst fra 2013 til 2020.

Den 1. oktober tiltræder jeg som præst ved den danske Ansgar Kirke i Flensborg, og nogle vil måske tænke at jeg knap nok nåede at begynde i Ulkebøl før jeg rejser igen. Det kan jeg godt forstå, og det er meget vigtigt for mig at understrege at jeg ikke rejser fordi jeg på nogen måde er utilfreds i Ulkebøl. Bag min beslutning ligger først og fremmest at der i stillingen i Flensborg venter nogle udfordringer hvor jeg kan bruge en større del af min faglige baggrund, og hvor jeg kan arbejde med helt nye sider af kirkelivet. Samtidig har jeg altid været glad for den særlige måde som kirke, foreninger og organisationer arbejder sammen i Sydslesvig, og jeg glæder mig til igen at blive en del af det kirkelige liv dér.

I en periode, i hvert fald frem til årsskiftet, vil jeg fortsat varetage tjenesten i Kirkens Korshær.

Herfra skal lyde en stor og hjertelig tak for den tid jeg har haft i Ulkebøl. Den har betydet mere for mig end de få måneder måske giver indtryk af. Jeg tager gode minder og vigtige erfaringer med mig videre, og jeg vil se tilbage på min tid i Ulkebøl med glæde og taknemmelighed.

Ruben

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed