Kirkeårets farver
Til kirkeåret og dets hoveddele er knyttet bestemte liturgiske farver, dvs. farver med en bestemt betydning i gudstjenesten.
Guld betegner hellighed - kan evt. erstattes med rent gult.
Hvidt har flere betydninger. Det kan betegne det højeste lys, fornuften, intellekten, Gud. Hvidt kan også betegne renhed og uskyld.
Grønt er den positive, "jordiske" farve med assotiation til vækst, græs og forår og derfor til indvielse, håb og forjættelse.
Violet (rødt og blåt med overvægt af blåt) er en udpræget åndelig og alvorlig farve, som markerer askese, passion og sorg.
Rødt virker ophidsende og er forbundet med lidenskaberne, både de positive og de negative, både kærlighed, passion og aggressivitet.
Sort udtrykker absolut lysmangel og dermed død, synd, helvede, sort magi og djævelen. Men sort kan i visse sammenhænge udtrykke fornemhed og adel.
Det er på denne almene baggrund, kirkeårets liturgiske farver er blevet til. Man kan møde dem på præstens messehagel og evt. også på alterbordets antependium (forhæng). Farven bebuder helligdagens karakter og anvendes således:
Hvidt på de store festdage: 1. søndag i advent, i julen og juletiden, på Maria Bebudelses Dag, i påsken og påsketiden, Kristi Himmelfarts Dag.
Grønt: I Hellig Tre Konger tiden og Trinitatistiden.
Violet: I adventstiden og fastetiden.
Rødt: I pinsen (ildens farve) og på Sankt Stefans Dag (blodets farve).
Sort: Bruges kun Langfredag, evt. også Bededag (ellers violet).
fra folkekirken.dk